Hjemrejse

Så er det sgu tid. Der er nu omkring 16 timer til jeg står i lufthavnen i Puerto Plata og venter på mit fly. Det har været en fantastisk rejse herover, og jeg har fået lært utroligt meget, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg kan mærke en udvikling, men jeg er meget i tvivl om hvilke ting der har ændret sig. Bob, en af de allerførste mennesker til at tage imod mig her i Suncamp, og en jeg har snakket med nærmest dagligt siger at han kan se en enorm forskel mellem den Søren der ankom d. 15. januar til fællesskabet ved floden ude i junglen, og den Søren der nu står og skal vende hjem. Det føles underligt. Jeg har virkelig fået lært at holde af dette sted. Den Dominikanske Republik har en charme jeg ikke har set noget sted før. Landet er fantastisk smukt, så længe man ikke kigger for meget ned på jorden, der ellers er dækket af affald. Ja, det har sin egen charme. Menneskernes "ligegyldighed" med fremtiden. Alting går meget langsomt, kun én dag af gangen. Det er noget helt andet end hjemme i Danmark. Hjemme lægger vi alle de her planer og tænker langt og ud i fremtiden for at skabe et bæredygtigt liv for os selv også i morgen. Herovre gør de hvad de kan for at komme helskindet igennem dagen, og tænker først på hvor de så skal gå hen i morgen når de står op, og det er morgen. Jeg beundrer deres tilgang til tilværelsen.
Det er alt sammen meget pænt herovre, hvis man kan finde ud af at kigge i den modsatte retning af hvor byen ligger. Byerne og landsbyerne er desværre ikke så pæne igen, men herovre er det ikke det der tæller. Det flotte ved denne del af verden er naturen. Naturen og havet. Jeg har brugt utallige timer på bare at sidde og kigge ud over vandet, både på stranden i Puerto Plata, Sosua og selvfølgelig i Cabarete, mit home from home from home. Der er noget absolut storslået og nærmest faretruende, men samtidig også beroligende ved at bare sidde og suge indtrykkende og udsigten til sig.
Vejret herovre er skønt, varmt og solrigt stort set hele tiden, men jeg foretrækker faktisk vejret hjemme i Danmark. Jeg ved godt det lyder fuldstændig vanvittigt, men lad mig forklare hvorfor:
Herovre står man op med forventningen om at solen skinner, og no surprise there, solen skinner. Hvis det regner kan man nærmest se det flere timer forinden, så det kommer heller aldrig som en overraskelse. Man ved hvordan det kommer til at være, hver dag. Det samme. Næsten.
I Danmark bør man sætte meget mere pris på det gode vejr når det endelig er der, men også værdsætte regnen, sneen og de grå toner himlen byder på fra tid til anden, fordi det er de tidspunkter der gør solen og det gode vejr så meget mere værd, fordi det ikke er konstant. Det er bare vejret.

Som jeg har nævnt før, har jeg taget meget for givet hjemme i Danmark. Jeg har ikke vist, at jeg virkelig sætter pris på menneskerne omkring mig, og jeg undskylder til dig, hvis jeg har virket stødende og måske endda fjendtlig over for dig. Det har været komplet respektløst og bare udtrykket at jeg har taget dig for givet. Man skal ikke se hvor meget man kan skubbe til menneskerne omkring en før de siger "så er det nok!", men istedet vise dem hvorfor man holder af dem og give dem en grund til at blive hængende. Det har jeg været dårlig til, frygter jeg, men det skal nok ændre sig. Snart. Bare rolig.

Jeg har gået og glædet mig de sidste 2 uger til at komme hjem og komme tilbage til det jeg kender, og det kunne kun gå for langsomt. Hvad jeg har glemt at tænke over er, at før jeg kan komme hjem, bliver jeg nød til at tage afsked med dette liv jeg nu har levet de sidste 3 måneder(næsten). Den detajle havde jeg glemt. Det bliver mærkeligt ikke længere at have hunde omkring sig hele tiden, og have en loyal roommate der sover ved siden af en hver nat, og brummer højlydt af glæde når man vågner om morgenen. Det bliver mærkeligt ikke længere at bruge hver aften nede ved floden sammen med mennesker fra hele verden, og det bliver mærkeligt ikke længere at skulle sove under et myggenet.
Jeg skal til at se længere frem end bare til hvad jeg skal spise til aftensmad, jeg skal til at vende mig til ikke at være social 16 timer i døgnet, og jeg bliver nød til at indse, at indtil vejret er til det i Danmark, mister jeg min kulør jeg har fået af solens varme stråler herovre.

Ja, undskyld det bare blev tekst og ingen billeder denne gang.
Måske får i et billede fra Tyskland når jeg når dertil.